Evaluering og vurdering
Evaluering på Ollerup Friskole skal understøtte elevernes udviklingspotentiale – fagligt, socialt og personligt. Vi mener, at faglige krav, forventninger og trivsel hænger sammen.
Vi er selvfølgelig opmærksomme på udfordringen der ligger i, at fravær af karakterer kan efterlade elever med tvivl om deres faglige ståsted, og at det kan medføre usikkerhed og desorientering. Derfor forsøger vi at skabe og videreudvikle en feedbackkultur, der i højere grad end karaktererne giver mulighed for et bredere feedbackindhold, på både det faglige, læringsmæssige og personlige niveau.
Vi arbejder med at integrere feedback i den daglige undervisning, så feedbacken er brugbart for eleverne, og vi ønsker at fremme en gensidig feedbackkultur blandt eleverne, der er respektfuld og læringsfremmende.
Som et middel til at imødekomme denne måde at evaluere på, har vi udarbejdet evalueringsredskabet ”spindelvævet”.
Spindelvævet anvendes på alle klassetrin, men på forskellig måde og med forskelligt fokus:
Indskoling: Eleven i forhold til skolen
Mellemtrin: Eleven i forhold til gruppen
Udskoling: Min faglige, personlige og sociale udvikling.
Indskoling
I indskolingen er spindelvævet primært et værktøj til internt brug – til at holde fokus på det enkelte barns udviklingspotentiale, styrker og skoleparathed. Eleven ser ikke selv spindelvævet, men forældrene vil møde det til skole-hjem-samtaler.
Mellemtrinnet
På mellemtrinnet inddrages spindelvævet som en direkte evalueringsform sammen med eleverne.
Her fungerer det som et synligt barometer fælles for klassen og som et redskab til at åbne dialogen om elevens trivsel i forbindelse med skole-hjem-samtaler.
Elev og forældre udfylder hjemme et spindelvæv som forberedelse til samtalen.
Udskolingen
I udskolingen skal spindelvævet bidrage til, at både elev, lærer og forældre får øje på elevens styrker og udviklingspotentiale.
I 8. og 9. klasse modtager eleverne de to typer spindelvæv to gange om året.
Efter 9. klasse modtager eleverne en skoleudtalelse, der grundigt beskriver lærernes vurdering af elevens faglige niveau samt personlige og sociale kompetencer.
Skoleudtalelsen indeholder også en beskrivelse af, hvordan eleven har klaret de afsluttende prøver og projekter – både fagligt, personligt og socialt.